Grundet nødvendigt ledningsarbejde vil der være lukket for fjernvarmen onsdag d. 5. november fra kl. 08:00 til kl. 17:00 på Frugtlunden 1-89 og Grønningen 1-53, 3450 Allerød. Vi beklager de gener, det medfører.
Med venlig hilsen Norfors Fjernvarme

ØKONOMI: Norfors oplever stigende interesse for, hvordan selskabet løbende stifter gæld – og hvordan selskabet også løbende afvikler gæld. Læs kort forklaring herpå givet af Norfors CFO.
Norfors stifter løbende gæld for at finansiere aktiviteter inden for energiproduktion, fjernvarmeleverance, drift af genbrugspladser og et deponi. Om det siger CFO Lotte Burchard:
“For selskaber som Norfors, der er et reguleret monopolselskab, som Forsyningstilsynet fører tilsyn med, er det helt sædvanligt at optage lån til finansiering af selskabets aktiviteter”, siger Lotte Burchard og uddyber: “Det kunne eksempelvis være til ny belægning på en genbrugsplads, nye kraner til energianlægget eller udbedringer af rørskader i fjernvarmen”.
Norfors har i 2024 optaget ny gæld på 155 mio. kr. til netop de formål. Norfors vil løbende udvikle sine aktiviteter, og derfor vil man også løbende kunne se i Norfors regnskab, at gældsposterne bliver forøget.
Ekstraopkrævning for millioner
Som konsekvens af ny lovning inden for produktion af affaldsenergi har Norfors dog også afviklet en stor andel af en gældspost. Norfors største gældspost knytter sig til investeringen i en ny ovnlinje på affaldsenergianlægget. Lotte Burchard forklarer:
“Fordi Norfors foretog en nyinvestering i en ovn i 2017, er selskabet desværre blevet ramt meget hårdt og intensivt af den nye lovgivning. Rammevilkårene blev ændret radikalt. Derfor besluttede Norfors bestyrelse i 2023 at ekstraopkræve 213 mio. kr. hos Norfors ejerkommuner. Formålet var og er gældsafvikling”.
Sådan gældsafvikler Norfors
For 2024 har Norfors afviklet gæld, sådan som det også fremgår af selskabets regnskab for 2024. Lotte Burchard forklarer:
“Borgerne har gennem Norfors' ejerkommuner indbetalt 213 mio. kr. med henblik på gældsafvikling. I 2024 blev der specifikt indfriet en rentebærende byggekredit på 52 mio. kr.", siger Lotte Burchard og forklarer uddybende:
“Dertil kommer yderligere ca. 160 mio. kr., der er anvendt til nedbringelse af rentebærende kortfristet gæld. Ultimo 2024 havde Norfors en positiv likvid saldo på 35 mio. kr. Det ses af regnskabet”.
Grundet de uafklarede økonomiske rammevilkår for Norfors er disse likvidide midler endnu ikke anvendt til afvikling af den rentebærende anlægsgæld.
Udviklingen i selskabets gæld kan løbende følges på selskabets hjemmeside – bl.a. gennem omtale i nyhedsfeedet og i selskabets årsrapporter, som du finder her Udgivelser | Norfors.
Læs mere: