Nummerplade-skanning på genbrugspladser

Nummerplade-skanning på genbrugspladser

Når du besøger genbrugspladsen bliver din bils nummerplade skannet. Et kamera opfanger bilen når den kører ind på pladsen og det tilknyttede software er i stand til at genkende nummerpladen, som tjekkes med Motorregistret. Er der tale om en erhvervsbil tjekkes endvidere med CVR-registret.

Hvorfor skannes nummerpladerne?

Nummerpladeskanning er fra og med 2020 indført som led i en modernisering af administrationen af virksomheders adgang til genbrugspladserne og er således ikke rettet mod privates brug af pladserne. 

Ifølge Affaldsbekendtgørelsen skal virksomheder tilmelde sig og betale hvis de ønsker at benytte genbrugspladserne. Norfors har i en årrække benyttet klistermærker til placering i forruden som identifikation af hvem som har betalt. Med det nye system udfases klistermærkerne til fordel for en elektronisk registrering, som letter administrationen. 

Hvad betyder det for mig som privat borger?

Som privat borger har nummerpladeskanningen ingen betydning, idet data slettes, når det er konstateret, at der er tale om en privat bil uden erhvervstilknytning. Det eneste som gemmes, er tidspunktet for indkørslen og kommunen, hvor bilens ejer er bosiddende. Dette bruges udelukkende til statistikformål. Der gemmes altså hverken billede eller nummerplade eller andre personhenførbare oplysninger.

Hvad betyder det for mig som erhvervsdrivende?

Som erhvervsdrivende skal du være opmærksom på, at din bil bliver fotograferet ved indkørsel på pladsen, og tidspunkt og nummerplade bliver registreret sammen med oplysninger om bilens erhvervsmæssige tilhørsforhold, dvs. ejer eller primære bruger, hvis der er tale om leaset bil. Dette bruges til at kontrollere om virksomheden har tilmeldt sig og betalt for adgang til genbrugspladserne.
Læs mere om tilmeldeordningen for virksomheder HER.